6 Sæd paa brød ned paa én Gang og laa dernede i det gumlende Hav med Mærker af Harve og Tromle og et grønt Skær af Vintersæd hen over sig. Det tog paa Mand’erne at være Øjenvidner til det uundgaaelige. For hver Gang et Stykke af deres Land gik til Søs med deres Slid og deres daglige Brød paa sin Ryg, blev de selv ogsaa mindre i det. For hver Favn Havet aad sig nærmere til deres Dørtærskel, gumlende paa deres gode Madjord, blev deres Anseelse og Mod ringere. De strittede imod i det længste, hang ved Jorden med haarde Næver og tog kun nødtvungent paa Søen igen. Søren var den første, der gav sig helt over, han tog sig Kone fra Lejet og blev selv Fi- sker. Men noget Humør kom der aldrig over det. Maren kunde ikke glemme, at hendes Søren til- hørte en Slægt, der havde ejet Gaard; og det gik igen i Børnene. Sønnerne brød sig ikke om Søen, de havde det i Næverne at skulde tumle med Jord og søgte ind mod Gaardene. De blev Daglejere og Grøftegravere, og efterhaanden som de kunde afse Penge, vandrede de ud til Amerika. Fire Sønner var ved Landbruget derovre. De lod sjælden høre fra sig, Slægtsfølelsen syntes at være slidt op under Nedgangen. Døtrene tog ud at tjene, og efterhaan- den tabte Søren og Maren ogsaa depi af Syne. Kun den yngste, Sørine, blev hjemme ud over den Tid, da Fattigfolks Unger ellers plejer at forlade Reden. Hun var svag i det, og Forældrene holdt paa hende — som den eneste de havde igen.