II SVULSTEN N u var Børnene fra Haanden — alle otte for saa vidt. Søren og Maren var ikke helt unge længer. Tid og Slid begyndte at gaa igen i Lemmerne, og det kunde have været ganske rart at have lidt at staa imod med. Sørine, den yngste, var for saa vidt ogsaa fra Haanden, som hun var voksen og forlængst burde have været vippet ud af Reden; naar hun alligevel gik hjemme og tærede paa de to Gamle, havde det saadan sine egne Aarsager. Hun var ikke saa lidt forkælet, Tøsen — som den yngste jo let kan blive det; kuldskær var hun rent ud sagt, og bange for Fremmede. Naa, og saa var det ogsaa rart nok, naar en havde sat saa meget Liv til Verden, saa at beholde en Mund- smag af det selv, syntes Maren. Ungeløs Rede bliver let kold! Søren mente i Grunden det samme, om end han gnavede lidt og slog paa, at ét Fruen- timmer i Huset var mere end nok. De var lige barneglade begge, og at de hørte saa lidt fra de andre, fik dem til at klamre sig til den sidste. Det ene med det andet, Sørine blev gaaende hjemme