10 og tog sig blot nu og da lidt fremmed Arbejde paa i Lejet eller paa de nære Gaarde inde bag Klit- rækken. Hun gik for at være en køn Pige, og det kunde Søren ikke sige noget imod; men saa meget kunde han se, at der var ingen rigtig Trivsel i hende. Det røde Haar stod som en Brand om den skære, svagt fregnede Pande, Armene var det rene Dukke- tøj, og noget Bid i hende var der ikke. Blikket vilde ikke tage i den hun talte med, men veg ængsteligt udenom. Hun kunde godt være faldet bag af en Herskabsvogn. Lejets unge Gutter sværmede i Klitterne omkring Hytten — helst i de lune Nætter; men hun gemte sig ræd for dem. »Hun slægter til den skidt Side,« sagde Søren, der saa, hvor stramt hun holdt sit Vindu lukket. »Hun slægter til den fine Side,« sagde Moderen saa. »Du skal se, hun faar nok en fin Mands Søn.« »Skvadderhoved!« vrængede Søren arrigt og gik sin Vej at fylde baade sig selv og Tøsen med saadan noget Tøjeri! Han holdt godt nok af Maren, men hendes Aands- ævner havde aldrig aftvunget ham Respekt. Naar Børnene under Opvæksten gjorde et eller andet forkert, sagde Søren altid: »Ded er da et farligt Fjols — ded har han efter sin Mor.« Og Maren fandt sig gennem Aarene taalmodigt i denne Ka-