20 »Ded skal han sku nok komme til,« svarede Søren truende. »Ja se, den eneste, der skulde kunne tvinge ham til’ed, var jo Loven — og ded gør hun ikke, ken- der jeg hende ret. Men en anden Sag er, at — ad han ka’ske ku’ hjælpe Tøsen til et ordentligt Giftermaal. — Vil du ha’e to Hundrede Daler én Gang for alle?« Søren fandt i sit stille Sind, at det var mange Penge for en sølle Menneskeunge og skyndte sig at slaa til, for at Sandgaardsbonden ikke skulde gaa fra sit Tilbud. »Men saa skulde der jo ikke gærne være nogen Bagsnak, Pukken paa Familieskab og den Slags,« sagde Sandgaardsmanden, idet han fulgte Søren ud af Porten. »Ungen faar Tøsens Navn og har ingen som helst Krav til vor Side!« »Nej, vist ej!« sagde Søren og stod og trippede for at komme bort. Han havde de to Hundrede Daler i Inderlommen og var bange for, at Sand- gaardsbonden skulde forlange dem igen. »Jeg skikker et Papir ned til dig en af Dagene og faar din Underskrift for Pengene,« sagde Sand- gaardsbonden. »Det er bedst, vi faar det lovfor- meligt sat op.« Han sagde det Ord lovformeligt saa bredt og hjemmevant, at det kippede lidt i Søren. »Ja, ja,« sagde Søren bare og traadte i Porten, med Huen mellem Hænderne. Han var ellers ikke slem til at tage Huen af for nogen, men de to