2 * 19 »Hvad snakker du for Tøj? En Gaardmandssøn er dog vel altid bedre end en Vagabond,« svarede Maren kry. Nu blev det saa alligevel hende, der fik Ret; havde hun ikke altid sagt, at Sørine kom fint efter det? Der var Frøkenblod i Pigebarnet! En Dag maatte Søren i det pæne Tøj og afsted til Sandgaarden. »Ja, se nu har sku Tøsen liegodt faaet en Unge,« sa’e han og gik lige til Sagen. »Naa, har hun det,« sa’e Sandgaardssønnen, der stod paa Tærskeloen sammen med Faderen og ry- stede aftærsket Halm. »Ja det er vel, som det kan være!« »Ja, men hun siger liegodt, at du er Far til’en.« »Naa det siger hun. Ka’ hun mon og bevise det?« »Hun ka’ gøre sin Ed paa’et, ka’ hun. Og saa er ded vist bedst, du gifter Skidtet.« Sandgaardssønnen slog en høj Latter op. »Saa du griner, du!« Søren Mand greb en Høtyv og gik frem efter Karlfolket, der veg om bag Tærske- maskinen. Han var graahvid. »Hør nu her,« greb Sandgaardsbonden ind, »lad os to Gamle hellere gaa udenfor og snakke om Sagerne, du Søren — Ungdommen nu om Stunder er saa fjantet. Se, jeg tror nu ikke, Sønnen gifter Tøsen, enten hans Andel i Sagerne saa er den ene eller den anden,« begyndte han, da de var kommet udenfor.