34 derende mellem Læberne. »Gud ved, hvad hun nu kan have sat sig for?« sagde han, og de to sneg sig efter hende ud ad Vejen. Naar hun saa havde travet et Stykke, helt borte i sit, opdagede hun pludselig Ensomheden og gav sig til at brøle, grænseløst ulykkelig i sin Forladthed. Saa brød de to Gamle ind i hendes Synskreds, og hun styrtede sig i Favnen paa dem, lykkelig over Gensynet. Og ret pludselig var det saa forbi med, at noget gled ud af hendes Verden, blot det var en halv Snes Skridt henne. Hun gav sig til at søge udad med Blikket og søge Folks Ansigt; hidtil havde hun kun set Fødderne af de Mennesker, der kom inden for hendes Synskreds. En Dag var hun rigtig paa Vej bort, hun havde faaet Øje paa Husene nede i Lejet. Nu maatte der for Alvor passes paa hende, det derude fristede hende. »Vi er ikke nok for hende længer, vi to,« sagde Søren mismodigt — ■»det ukendte har nok allerede faaet Tav i hende.« Det var første Gang hun vendte sig bort fra dem, og Søren genkendte noget i det, han havde oplevet rigeligt af før, og følte sig et Øjeblik ensom. Men Maren vidste Raad her ogsaa, klog som hun var blevet ved den Unge! Hun slog et Tørklæde om Hovedet og gik ned til Lejet med Ditte, for at hun kunde lege med andre Børn.