33 Søvn. Endnu mere spændende blev det, da hun begyndte at erkende; allerede en Uge gammel kunde hun opfange deres Ansigter, og da hun var tre Uger, lo hun til Søren. Han var helt fjantet den Dag og maatte ned paa Kroen og fortælle det om Aftenen. Havde nogen kendt Magen til Unge, hun lo allerede! Og da hun først kunde begynde at forstaa Leg, kneb det med at faa andet bestilt — navnlig for Søren. Hvert Øjeblik maatte han ind og tage hende i Maven med sine krogede Fingre. Intet var saa herligt som at faa hende til at fylde Stuen med sin Kvidder, og Maren maatte genne ham væk fra Vuggen mindst tyve Gange om Dagen. Og da hun saa kunde begynde at trisse om! — Den lille hjælpeløse, uægte Unge, der maatte trodse sig ind i Tilværelsen, takkede for Livet ved at lægge Glans over Dagene for to gamle, udlevede Mennesker. Det var igen morsomt at vaagne om Morgenen. til en ny Dag, Livet var igen værd at leve. Hendes stumpede, drøje Gang var i sig selv morsom; og den indadvendte Alvor, hvormed hun læmpede sig over Tærskelen, naar hun havde faaet noget i Haanden, og travede ud ad Landevejen — ligeud som gaves der slet intet bag hende, og med dukket Hoved — var slet ikke til at staa for. Saa sneg Maren sig ud om Gavlen og vinkede til Søren, at han skulde skynde sig at komme, og Søren smed paa Stedet Økse eller Tøjrekølle og kom halende over Klitgræsset, med Tungen fun- Andersen Nexø. 3