36 var godt og vel i Jorden. Søren og Maren var ikke ved den sidste Ende af Tingene længer, henne i Vuggen laa en, som krævede det hele begyndt forfra igen og manede til ny Anstrængelser. Det kunde ikke nytte at gaa og lege affældig med hin- anden eller spille Aftægtsfolk paa Sjetteparten af, hvad en Baad kunde træffe til at bringe hjem. Pligten bød at tage fat paa en frisk. Og gamle Dage havde deres at fortælle, saavel ham som hende. De kom i Følge med den Lille selve Barnegraaden under det lave Loft rykkede de to Gamle et kvart Aarhundrede tilbage i Tiden, til Dage da man endnu ikke følte Aarenes Vægt men kunde holde til det hele. Og var man først dér, var Springet ikke langt til endnu fjærnere Dage — til selve den skønne Tid da Træthed over- hovedet ikke kendtes, da Søren efter en liaard Dags- gærning gik den Mils Vej ind bag Overdrevet, til hvor Maren havde Plads, blev hos hende til det gryede, og gik Milen hjem igen for at være Første- mand ved Arbejdet. Men nu var de jo unge igen! Havde de kanske ikke Smaafolk i Huset? en liden Trutmund laa derinde og skreg og gryntede efter Mælk. Søren kom ud af sit Gammelmandshi og glanede mod Hav og Skyer endnu engang. Han overtog selv sin Baadpart og tog paa Søen igen. Den første Tid gik det taaleligt. Det var Sommer- tid, og Ditte havde skubbet gamle Lag frem i Lyset igen; det var som skulde hun virkelig bringe de