37 to Gamle Ungdommen for anden Gang. Men det kneb at følge med, tage sin Aare med de andre og hale Garn ind i timevis. Og ved Høst, da Silden gik dybere i Vandet og Garnene maatte saa dybt ned, at de tidt kom i Klemme i det tunge Under- vand, kunde Søren ikke trække paa lige Hammel med de andre men maatte finde sig i at faa det lettere Arbejde tildelt. Det var ydmygende; og endnu mere ydmygende var det at knække sammen for Nattevaagen og Nattekulden, naar man vidste med sig selv, at man engang havde været en stovt Karl. Søren tyede til Minderne fra de gamle Dage for at stramme sig op og hævde sig over for de andre. Han fortalte vidt og bredt om sin Karletid, til en- hver der vilde høre ham. Dengang da var Red- skaberne skidt og Klæderne tynde — og Vinteren var haardere end nu. Den lukkede for alle Vande, og for at faa Føden maatte de drage langt ud over Isen med Redskaberne paa en Trækslæde, helt ud i Storstrømmen, og hugge Huller til at fiske igen- nem. Uldent Undertøj kendtes ikke og Olietøj var der ikke Raad til; et Par svære Lærredsbukser var alt hvad man havde paa Renene — og saa Strøm- per og Træskostøvler. Ofte plumpede man i — og arbejdede videre i det vaade Tøj, der frøs saa stift, at det ikke var til at trække af en. Det var Søren en egen Tilfredsstillelse at dvæle ved dette, naar han maatte give op over for Strå- badser som at ro helt over under Svenskekysten,