40 og lavede Vind. Søren forklarede hende, at det var Vorherre, der lavede Vinden — for at Fiskerne ikke skulde behøve at slide saa meget i Aarerne. Træerne derimod bestilte slet ingenting, og til Straf havde Vorherre saa tøjret dem til Stedet. »Hvordan ser Vorherre ud?« spurgte Ditte. Spørgsmaalet kom bag paa Søren. Dér havde han levet et langt Liv og altid bekendt sig til sin Børnelærdom; nu og da havde han ogsaa paakaldt Vorherre, naar det saa rigtig broget ud; og saa havde han alligevel aldrig kommet over at tage Rede paa, hvordan den gode Gud egentlig saa ud. Et lidet Barn satte ham til Vægs — akkurat som det hændte i Skriften. »Vorherre?« sagde Søren og trak længe paa Or- det for at finde Udveje — »ja se han har jo begge Hænder fulde, han. Og endda kan det vel stun- dom synes for vi andre, at han har taget sig mere paa, end han kan overkomme. — Se saadan ser han ud!« Saa var Ditte tilfreds. Til en Begyndelse talte Søren mest, og Barnet hørte efter. Men snart blev det hende der førte Ordet, og den Gamle der lyttede beundrende. Alt hvad Tøsen sagde var simpelthen vidunderligt, vær- digt til at gentages altsammen, om bare én kunde husket det. Søren huskede en god Del, men ærgrede sig naar noget slap fra ham. »Nej Magen til Unge har én dog aldrig kendt,« sagde Søren til Maren, naar de kom ind fra deres