39 jævnt af paa den, og da der var gaaet nogen Tid paa den Maade, blev Makkerne ked af det og nødte ham til at sælge sin Part i Baad og Redskaber. Nu var han jo saa pisket til at blive hjemme; han knurrede og skældte ud over det, men fandt sig rigtig godt i det alligevel. Han puslede omkring Hytten, lappede Olietøj og beslog Træskostøvler for Fiskerne og blev helt kry igen. Maren kunde mærke Bedringen paa, at han atter begyndte at hegle hende i al Godmodighed. Bedst tilpas var han, naar han gik i Klitten med Ditte ved Haanden og saa til Faarene. Søren kunde daarlig undvære den Lille; naar han ikke havde hende ved Haanden, var han til Mode som en Krøbling, hvis Stav man har taget. Var han ikke ogsaa den, hun tre Uger gammel havde kaa- ret med sit første Smil! Og da hun var flre-fem Maaneder, slap hun Sutten og vendte Hovedet, naar hun hørte hans stolprende Skridt. »Du kan sagtens,« sagde Maren halv fortrydelig — »dig leger hun bare med. En anden én maa sørge for baade vaadt og tørt til hende; det er ikke nær saa plaserligt.« Men i sit Hjærte undte hun ham godt nok Førstepladsen hos den Lille; han var jo dog Manden for det hele — og han trængte til lidt Medgang. Der var ingen heller, der forstod Ditte som Gam- melfar. De to kunde gaa sammen og pludre i timevis. De snakkede om Faarene, Skibene og Træerne, som Ditte ikke kunde lide, fordi de stod