VI SØREN MANDS DØD E n Dag kom Søren kravlende ind over Tærsklen, saa at sige paa alle fire. Han stablede sig paa Fode inden for Døren ved Bilæggerovnen, stod og klamrede sig til den blanke Kugle med begge Hænder, svajede frem og tilbage og gav sig ynke- ligt. Maren kom ind fra Køkkenet, lige som han var ved at dejse om igen; hun fik ham hurtig af Klæderne og i Seng. »Nu er det sku li’egodt skidt med mig,« sagde Søren, da han havde ligget lidt. »Hvad er der sket med dig, Søren?« spurgte Maren bekymret. »Aa ikke andet end ded, at der er sprunget no- get inden i én,« sagde Søren trevent. Andet vilde han ikke sige, men Maren fik efter- haanden ud af ham, at det var kommet, da han vilde trække Tøjrpælen op af Jorden. Den sad ellers altid løst nok, men i Dag var den ikke til at rokke; det var som om nogen holdt igen i den dernede i Jorden. Søren lagde saa Tøjret over Ryggen og stemte til af alle Kræfter, og det der-