43 nede maatte slippe; men da var det ligesom der sprang noget inden i ham. Det blev sort for hans Øjne og i Jorden kom der et stort sort Hul. Maren stirrede forfærdet paa ham. »Var’ed fir- kantet?« spurgte hun. Søren mente nok, at det var firkantet. »Og hvad saa Tøsen?« spurgte Maren pludselig. Ja hun var jo blevet borte for Søren, dengang han daanede. Maren løb ud i Klitten, med stivt stirrende Øjne. Ditte sad derude og legede midt i en Blok Sted- moderblomster, og noget Hul i Jorden kunde Ma- ren lykkeligvis ingen Steder faa Øje paa. Faarene gik løse, og Tøjrpælen sad i Jorden endnu, men det gamle, raadne Reb var bristet for Sørens Tag. Saa var han vel gaaet bag over, faldefærdig som han jo var, og havde slaaet sig. Maren knyttede Tøjret igen og gik hen imod den Lille. »Kom saa, Ditteunge,« sagde hun, »nu maa vi ind og lave en god Kaffetaar til Gammelfar.« Med ét gik hun i Staa. Var det ikke et Kors, Barnet havde flættet af Marehalm og rejst midt i Blomsterklyngen? Ma- ren tog tavs den Lille ved Haanden og gik ind. Nu vidste hun det hun vidste. Søren blev i Sengen. Der var ingen paaviselig Mén paa hans Legeme, men han ytrede ingen Lyst til at staa op. Sov gjorde han næsten ikke, men laa og fumlede ved Sengebaandet og stirrede ud. Af og til gav han sig, og saa var Maren straks ved hans Side og spurgte. »Bare du kunde give