59 den Lille, og de snappede lidt Luft. Raabe hin- anden op var ikke til at tænke paa. Et Steds førte Stien gennem et Tjørnekrat, der steg skraat indefter; Havvinden havde klippet det til. Der søgte de en Stund Læ mod Uvejret og pustede ud. Ditte klynkede, hun var træt og for- kommen. »Vær nu bare stor«, sagde den Gamle, »nu er vi jo straks hjemme«. Hun tog den Lille ind til sig under Sjalet, pillede med sine rystende Hænder Snekagerne af Haaret paa hende og aandede paa hendes valne Fingre. »Nu bare stof«, opmuntrede hun igen, »saa skal du faa Kage og dejlig varm Kaffe, naar vi kommer hjem. Jeg har Bønner i Posen — ah, lugt!« Bedste aabnede for Posen, som hun havde spændt om Livet under Sjalet. I den kom alt, hvad de fik rundt omkring af Madvarer og Brugsgenstande. Den Lille stak Næsen ned i Posen men overgav sig ikke lige med det samme. »Vi har jo ikke noget at varme den ved«, sagde hun surmulende. »Naa ikke? Bedste var ved Stranden i Aftes og hilste paa den gamle Baad, var hun. Men du sov nok bare din søde Søvn, du — og hørte ingen- ting«. »Er der da mere Brænde endnu dernede?« »Hys Barn, Strandfogden kunde godt høre os. Han har lange Øren med Hørebørster i — og han faar Løn af Øvrigheden for at paase, at Fattigfolk