58 kravle kunde. Man maatte se hvordan dét gik for sig. »Det er rigtig Vejr for en Heks at være ude i«, sagde Ungdommen og lo. »Men hun har jo ikke noget Kosteskaft«. De Ældre rystede paa Hovedet. Maren skulde man ikke spøge med; hun havde faaet Gaven og gjorde meget godt. Lad være hun ogsaa en og anden Gang havde ladet sig forlede til at misbruge sine Ævner — hvem vilde ikke have gjort ligedan i hendes Sted? I Dag var Kræfterne rigtig oppe i hende, i Dag vilde det være klogt at anvende hende. Uha, uha, som hun da havde faaet Luft under Vingerne! De to holdt sig paa Stien, der løb yderst, paa den høje Kystskrænt og mange Steder var udhulet af Søen. Under dem tordnede Brændingen, Vand og Luft og Sand stod i et gult Kog dernede; over Koget skreg Maager og andre Havfugle og piskede Vejret med stride Vingeslag. Hvor en Bølge bræk- kede, slog de ned og kom op igen med Føde i Næbbet — Fisk som havde tabt Herredømmet over sig selv og laa og rullede dernede inden for Braaddet. Saa tosset det syntes af de to at holde sig helt ude ved Skrænten, saa var der dog mest Læ her- ude. Stormen stødtes til Vejrs mod den høje Skrænt og faldt først ned over Landet et Stykke inde. Hvor Stien løb helt ude langs Skrænten, kunde den Gamle krænge fra Munden paa sig og