61 Ditte havde ingen Lyst til at komme ned og bo hos Sortefar og trippede rigtig flinkt ved den Gamles Haand. Stien løb nu ret ind i Landet, og de havde Blæsten i Ryggen — Vejret havde ogsaa lagt sig noget. Da de kom til Sandgaarden, vilde hun imidler- tid ikke længer. »Lad os gaa dér ind og bede om noget,« sagde hun og sled i den Gamle — »jeg er sulten.« »Kors i Jøsses — er du gal, Tøs! Dér tør vi jo slet ikke sætte vore Fødder.« »Saa gaar jeg selv derind,« erklærede Ditte af- gjort. Hun slap Bedstes Haand og løb hen til Porten. Derhenne blev hun alligevel betænkelig. »Og hvorfor tør vi ikke gaa derind, hva’?« raabte hun tilbage. Maren kom hen og tog hende i Haanden igen: »Fordi din egen Far let kunde komme og køre os væk med Pisken,« sagde hun sagte. »Kom nu og vær en god Pige.« »Er du da bange for ham?» spurgte den Lille paastaaelig. Hun var ikke vant til, at Bedste gik af Vejen for noget. Bange, nej — dertil var Tiderne nok for onde! Fattigfolk fik sætte Rumpen mod Uvejret og lade staa til. Og hvorfor skulde de egentlig gaa uden om Sandgaarden som om en Helligdom? Vilde han ikke for nogen Pris have sit Afkom for Øje, fik han tage og flytte Gaarden hen i et andet Sogn. De to havde ikke gjort noget, som de behøvede at