62 skamme sig af Vejen for, det var rigtig nok. Kan- ske var der ogsaa en eller anden skjult Tanke forbundet med Ungens Halsstarrighed? Maren var ikke den, som lagde to Halmstraa overkors for Forsynet — især hvis det havde til Hensigt at række hende en hjælpende Haand. »Saa kom da!« sagde hun og skubbede Porten op, »de kan vel ikke mere end æde os.« De gik gennem det dybe Portrum, der ogsaa tjente som Redskabs- og Brændselsskur. Til den ene Side var der Tørv, smukt stablet, lige op til Hanebjælken. De havde nok ikke i Sinde at fryse sig gennem Vinteren — de! Maren saa sig gam- melkendt om, idet de skraaede over Gaarden hen til Bryggersdøren. Hun havde tjent her en Over- gang i sine unge Dage — for at være saa meget nærmere ved Barndomshjemmet og Søren. Det var snart nogle Aar siden, det! Da sad Farfaderen til den nuværende unge Bonde og regerede her — en rigtig Skidrik, som ikke undte Folk hverken Mad eller Søvn. Men Penge lagde han op! Den gamle Sandgaardsbonde, som døde omtrent sam- tidig med Søren, var ung dengang og gik paa Hose- sokker under Pigekammervinduet. Han og Søren drak ikke Brændevin af samme Stob! Maren havde ikke været her siden — Søren vilde ikke have det. Og Søren selv havde ikke sat sine Fødder her, siden han gik den tunge Gang angaaende Sørine. Et Ord var et Ord! Men nu var det saa længe siden, og to Hundrede