74 hævnede sig paa den lumske Maade; andre mente, det var Himlens Straf, fordi de havde for meget i Lænden. Dér sad i al Fald deres Skræk, og naar Anders Olsen følte en Antydning af Trækninger bagover, skyndte han sig at forsone Kloge Maren. Det lod der sig jo ikke leve paa, men Begiven- heden udvidede Kredsen af dem, der havde Bud efter hende. Maren selv forstod aldrig rigtig det, hun her var kommet op i; men hun tog Kendsgærningen som den var og udnyttede den efter Ævne. Hun optog et og andet af, hvad hun huskede af Moderens kloge Raad fra sin Barndom — og lod forresten staa til; de fleste lagde hende selv i Munden, hvad hun skulde sige og gøre. Maren hørte saa tidt, at hun var en Troldkvinde, saa hun undertiden selv troede det. Til andre Ti- der undredes hun blot over Menneskenes Dumhed. Men bestandig tænkte hun med et Suk paa de Dage, da Søren endnu levede og hun ikke var an- det end hans Skvadderhoved — slet og ret. Det havde været en god fredelig Tid. Nu var hun ensom. Søren laa under Mulde, og alle andre skyede hende som Pesten, naar ikke netop de trængte til hende. Andre omgikkes dog hinanden og sladrede lidt, men Maren faldt ingen paa at løbe ind om til og faa sig en Kaffetaar. Selv Naboens holdt sig forsigtigt tilbage, skønt de ofte nok trængte til en Haandsrækning og fik den. Hun havde af levende Venner kun én, der