85 »Bare hun nu kan finde hjem,« sagde Frøken Asta og stirrede efter hende med drømmende Øjne. Jo Ditte fandt sagtens hjem. Men et Held var det, at hun længtes saa stærkt og helt glemte hvad der var i Kurven. Ellers var Gamle Maren gaaet i sin Grav uden nogensinde at have smagt Jord- bær. Siden løb Ditte ofte dybt ind i Skoven, i Haab om at Æventyret skulde gentage sig. Det havde været en stor Oplevelse, den største i hendes Liv. Gamle Maren opmuntrede hende selv. »Gaa du bare ind i Tykningen,« sagde hun. »Dig kan intet skade, for du er et Søndagsbarn. Og naar du kommer til det fortryllede Hus, saa skal du bede om et Par Bruneller til mig ogsaa. Sig at Gamle Bedste har Vand i Benene og knap kan taale at have Fodtøj paa.« Aaen kunde hun sagtens finde, men hun mødte ingen fine Damer oftere, og Gangbroen med Laa- gen var forsvundet. Der var Skov paa den anden Side Aaen ligesom paa denne, Vorherres Ansigt kunde hun ikke faa Øje paa længer, alt det hun spejdede; Æventyrlandet eksisterede ikke mere. »Du har nok drømt del altsammen, skal vi se,« mente Gamle Maren. »Jamen Jordbærrene, Bedste,« sagde Ditte. Ja Jordbærrene — det var ogsaa sandt! Maren havde jo selv spist af dem og aldrig smagt noget saa forunderligt heller. Tyve Gange saa store som