84 !; »Jeg skal nok tage et Par, der dur, Mormor,« svarede den ene af de unge Kvinder — hende Ditte I bedst kunde lide. Saa fik Ditte Bruneller paa Benene. Mad fik hun mange Slags af, som hun aldrig havde smagt før og ikke brød sig ret meget om heller; hun holdt sig til Brødet, som det hun mest var vant til — til stor Forundring for de tre Kvinder. »Hun er kræsen,« sagde den ene af Frøknerne. »Det kan man da virkelig ikke sige, naar hun foretrækker Brødet for det andet,« svarede Frøken Asta ivrigt. »Men hun er sikkert meget tarvelig vant. Og se saa alligevel, hvor sund hun er.« Hun tog den Lille ind til sig og kyssede hende. »Giv hende det hellere med,« sagde den Gamle — »saadanne Naturvæsner spiser aldrig i Fangenskab. Min Mand fangede engang en lille Skovabe nede paa Guldkysten, men maatte slippe den igen. Den vilde slet inte ta Føde til sig.« Saa fik Ditte den gode Mad pakket i en sød lille Kurv af rødt og hvidt Straa, og hun fik en Florentinerhat paa Hovedet og en rød, stor Sløjfe fæstet paa Brystet. Det var altsammen morsomt — men pludselig kom hun i Tanker om Bedste og vilde hjem. Hun stod og sled i Dørhaandtaget, der var ikke andet at gøre, man maatte slippe den morsomme lille Skovtrold ud igen. Hun fik i en Hast nogle Jordbær i Kurven til det øvrige og for- svandt i Skoven.