X DITTE FAAR SIG EN FAR E n Morgen Maren kora op, var hendes Lejere borte; de var flyttet om Natten. »Fanden har været her og hentet dem«, sagde hun oprømt. Hun var ikke ked af, at de var forduftet; det var en sur og vrangvillig Familie! Det værste var, at de skyldte Lejen for tolv Uger — tolv Kroner — som hun skulde haft at møde Vinteren med. Maren satte en Seddel paa Sprøjtehuset og ven- tede paa ny Lejere, men der meldte sig ingen. De gamle Lejere havde udspredt det Rygte, at det spøgede i Huset. Tabet af Lejeindtægten ramte saa meget haardere, som Maren havde sagt sin Virksomhed fra sig. Hun vilde ikke være Klog Kone mere, det var ikke til at bære Forbandelsen. »Gaa til dem der klogere er, og lad mig være i Fred«, svarede hun dem, der kom for at søge Raad eller hente hende. De maatte tage bort med uforrettet Sag, og snart gik det over Egnen, at Maren havde tabt Kraften. Ja, med Kræfterne gik det ned ad Rakke, Synet svigtede næsten helt, og Benene nægtede at bære hende. Hun spandt og strikkede for Folk og tog