88 igen til at tigge, og Ditte maatte lede hende de lange Veje fra Gaard til Gaard. Det var en træls Gang; den Gamle klagede bestandig og støttede sig tungt paa Barnets Skulder. Ditte forstod ikke det hele, Grøftens Blomster og hundrede andre Ting kaldte paa hende, hun trængte til at ryste den blytunge Arm af og røre sig paa egen Haand, Bedstes evige Klage fyldte hende med haabløs Lede. Saa kunde Skarnagtigheden lyne gennem hendes Sind. »Nu kan jeg ikke finde Vejen, Bedste«, erklærede hun pludselig og vilde ikke gaa et Skridt videre, eller hun smuttede bort fra den Gamle og gæmte sig i Nærheden. Maren skældte og truede en Stund. Naar hun saa var færdig med det og satte sig ned paa Vejkanten og græd, blev Ditte blød igen og skyndte sig frem og tog hende om Halsen. Saa græd de sammen, af Sorg over Ver- dens Elændighed og af Glæde over at have fundet hinanden igen. Et Stykke oppe i Landet boede der en Bager, hos ham havde de faaet Lov til hver Uge at hente et Hvedebrød. Naar Maren laa til Sengs, sendte hun Barnet efter det. Ditte var sulten, og det var en svær Fristelse. Hun løb altid hele Vejen hjem for at holde sig Fristeren fra Livet, og naar det lykkedes hende at bringe Brødet hjem i god Behold, var hun og Bedste lige vigtige. Men undertiden var Sulten for stærk, og hun gav sig til at pille Krummerne ud af Siden paa det varme Brød, mens hun løb. Det var ikke Meningen, det skulde