XIII DITTE ER SYNSK F ør Maren mistede Synet, havde hun lært Ditte at læse, og det kom hende tilgode nu. De gik aldrig i Kirke; Stadstøjet var ikke længer pænt, og Vejen til Kirken var lang. Særlig nidkær efter at komme afsted var Maren vel heller ikke, hun vidste af et langt Livs Erfaring, at det ikke altid gaar til som Præst præker. Men om Søndagen, naar Folk fra Lejet kom dragende forbi paa Vej til Kirke, var de begge pænt i Stand, Ditte havde blankpudsede Træsko og rent Forklæde paa, og Bedste en Hue med hvide Strimler. Saa sad Maren for Bordenden i Halmstolen med Briller paa og den gamle Postil foran sig, og Ditte stod ved Siden af hende og læste Dagens Evangelium. Skønt Maren var blind, skulde hun alligevel have Brillerne paa og den hellige Bog foran sig under Læsningen, ellers var det ikke rigtigt. Ditte naaede den skolepligtige Alder, men Maren lod som ingenting og beholdt hende hjemme. Hun var bange for, at Barnet ikke skulde kunne begaa sig mellem de andre Børn — og begreb heller ikke hvordan hun selv skulde kunne undvære hende