126 hele Dage ad Gangen. Det gik godt et halvt Aars Tid; men saa opdagede man dem, og Maren tik strængt Paalæg om at sende Barnet i Skole, da det ellers vilde blive taget fra hende. Hun udrustede saa Tøsen saa godt hun ævnede, og sendte hende med tungt Hjærte paa Vej. Daabs- attesten undlod hun med Vilje at give hende med; der stod det skæbnesvangre: Født uden for Ægteskab i Hjørnet af den, og Maren begreb ikke, hvorfor et uskyldigt Barn skulde stæmples som urent. Ungen kunde have nok at slaas med endda. Men Ditte kom hjem med strængt Paalæg om at bringe Attesten med næste Dag, og Maren maatte give sig. Det var haabløst at kæmpe imod Uretfærdig- heden. Maren vidste godt, at Øvrigheden ikke er af Gud — det var en Erkendelse, hun var født med! Øvrigheden virkede kun nedad, mod hende og alle hendes Lige; og dertil brugte den sine egne haardhændede Midler, som ikke havde noget med Himlen at skaffe. Gud derimod var vel nok en Ven af de Smaa, i al Fald sad jo hans enbaarne Søn ved hans højre Side og hviskede ham gode Ting i Øret om Fattigfolk, og det var rimeligt at an- tage, at han gærne vilde hjælpe. Men hvad hjalp det, naar de Store ikke vilde det saa? Herskabet paa Ellebækgaard og alle de andre deres Lige, det var dem, der havde Magten! Mod dem vendte Præsten sit Ansigt, naar han prækede, og lod Smaafolk sidde og skutte sig nede ved Indgangs-