133 Sørine talte virkelig meget om dem i de Dage. Ditte var nu saa gammel, at hun kunde gøre Nytte; Moderen havde ikke noget imod at faa hende hjem og passe de Smaa. »Hun er nu ni Aar, og det bliver jo alligevel os, der skal tage os af hende før eller senere,« forklarede hun. Lars Peter gjorde Indvendinger, han syntes, det var Synd at skille de to ad. »Lad os saa i al Fald tage dem begge to,« sagde han. Men det vilde Sørine ikke høre Tale om, og hun blev ved at hakke saa længe, at hun fik Bugt med hans Modstand. »Du er ventet,« sagde Maren, da han holdt for Døren for at hente Tøsen. »En har længe vidst Besked om, at du vilde komme i det Ærende.« »Da er dette her ikke netop efter mit Hoved. Men en Moder har jo paa en Maade Bet til sit Barn, og Sørine synes nu, hun er kommet til at længes en Klat efter Tøsen,« svarede Lars Peter. Han vilde gærne glatte ud til begge Sider. »En ved nok, at du har lagt dig imod, det du kunde. Naa, det gaar nok altsammen som det skal. — Og hvordan har I det saa hjemme? I er blevet en Mund flere, har én hørt.« »Ja, han er snart et halv Aar nu,« Lars Peter lyste op, som altid naar han talte om Børnene. Saa sad de paa Vognen. »Vi skal jo ikke glemme dig, vi to,« sagde Lars Peter, lidt tyk i Mælet, mens han arbejdede med at faa Storeklavs i Gang.