132 Ditte holdt sig nær op til den Gamle og tog hende jævnlig om Hagen. »Nu ved jeg da, hvor ked du bliver af det, naar jeg rigtig skal bort,« sagde hun stille. Maren løftede Ansigtet: »Tror du da, du snart skal herfra?« Ditte nikkede saa ivrigt, at den Gamle følte det. Gamle Maren faldt i Tanker; hun havde før oplevet, at Barnet foregreb det, der skulde komme. »Enten det nu er saadan eller saadan,« sagde hun efter en Stunds Forløb, »saa har du haaret dig ad som en fin Mand, jeg engang har læst om i en Bog, der holdt Prøve paa sin egen Begravelse — med fire sorte Heste, Ligvogn og det hele. Alt hans Tjenerskab maatte agere Følge og klæde sig i Sort, de skulde endogsaa græde over ham skulde de. Han selv sad oppe i Loftsvinduet og iagttog det hele, og da han saa, at Tjenerne grinede bag Lommetørklædet i Stedet for at græde, tog han sig det saa nær, at han døde. Det er farligt at spøge med sin egen Henfart — hvorhen den saa end gælder!« »Jeg har ikke narret dig, Bedste,« forsikrede Ditte endnu engang. Fra den Dag gik Maren i bestandig Uro for, at hun ikke skulde faa Lov at beholde Tøsen for Forældrene. »Det sjmger for mine Øren,« sagde hun jævnlig — »monstro det skulde være din Mor, der snakker om os to?«