148 nynnede, mens han klædte sig paa. I Sørines Øjne og Væsen mod ham sad der Rester af Nag, men han lod som han ikke mærkede det. Det var dyb Nat endnu; han sad ved Bordenden med Lyg- ten foran sig og spiste sin Morgenmad; mens han tyggede, hang hans Øjne ved de tre Unger i Slag- bænken. De laa i én Klump — som Fugleunger. »Naar nu Povl skal over til dem, maa vi vel lægge dem to i hver Ende,« sagde hangrundende. »Bedst var det jo, om vi kunde faa Baad til en Seng til.« Sørine svarede ikke. Da han skulde køre, bøjede han sig ned over Ditte, der laa som en lille Mor og holdt om de to andre i Søvne, »Det er en god lille Tøs, du dér har givet os,« sagde han og rettede sig op. »Hun lyver,« svarede Sørine henne fra Kakkel- ovnen. »Saa er det vel, fordi hun har været nødt til det. — : Min Slægt er jo ikke meget regnet, du Sørine — og kanske er den det heller ikke værd. Men aldrig blev der lagt Haand paa os Børn, vil jeg sige dig. Jeg husker saa tydelig min Far paa sit Dødsleje, hvordan han laa og saa paa sine Hænder og sagde: De har maattet tage i meget, men aldrig har Rakkerens Haand været vendt mod de Værge- løse! Saadan vil jeg ogsaa gærne kunne sige en- gang, og det vil jeg raade dig til at tænke lidt paa.« Saa kørte han. Sørine satte Lygten hen i Vin- duet, for at han kunde se at finde op til Lande- vejen. Hun krøb i Seng igen, men kunde ikke