147 Klokken; liun pressede sig ind i Krogen og stirrede raadløst paa dem. »Ja du ser saa underlig paa os,« sagde han, idet han gik frem i Stuen — »men det er ogsaa et Barn, der anklager dig. Hvad gør vi ved det her?« Han havde sat sig under Lampen og løftet Dittes Kjole op, varsomt trykkede han sin Haandflade mod de blaa svulne Strimer, der ømmede ved den svageste Berøring. »Det gør ondt endnu — du er flink til at lægge il lad nu se om du er lige saa flink til at læge igen. Kom og kys den Lille, hvor du har slaaet hende, et Kys for hvert Slag!« Han sad ventende. »Naa —« Sørine gjorde en Grimasse af Væmmelse. »Saa du holder din Mund for god til at kysse, hvor din Haand har slaaet.« Han langede hen paa Bordet efter Stokken. Sørine var sunket ned paa Gulvet, hun rakte Armene besværgende frem. Men han saa ubøn- hørlig ud, han lignede slet ikke sig selv. »Naa—!« Sørine tøvede endnu et Øjeblik, saa gik hun paa sine Knæ hen og kyssede Barnets saarede Le- gerne. Ditte slog hæftigt Armen om hendes Hals. »Mor,« sagde hun. Men Sørine rejste sig og gik ud for at varme Aftensmaden. Hele Aftenen undgik hun at se paa dem. Næste Morgen var Lars Peter igen den gamle, han vækkede Sørine med et Kys som altid og 10 *