151 for at de ikke skulde være overladt til Moderens Luner. Der var Dage, hvor Sørine var nogenlunde medgørlig — helt glad og god var hun aldrig; men til andre Tider kunde hun være saa flintrende gal- sindet, at der ikke var andet for at gøre end at gemme sig af Vejen. Saa skjulte de sig for hende, og vovede sig først frem, naar Faderen kom hjem. Sørine var varsom med at slaa Ditte nu, og sør- gede for at hun kom afsted til Skole i rette Tid — hun ønskede ikke igen at se Lars Peter som den Aften. Men hun elskede ikke Barnet. Hun vilde opad; det var hendes Stræben at faa bygget nyt Stuehus, faa mere Jord og flere Kreaturer — og komme i Rang med Konerne omkring paa de smaa Gaarde. Men Barnet var en Plet paa hende. Hvergang hun saa Ditte, tænkte hun: Der gaar den Unge, som er Skyld i, at alle de andre Koner ser ned paa én! Men flink var Tøsen til at tage fat og gøre Vej. Saa nødig Sørine indrømmede det over for Lars Peter, i sit stille Sind maatte hun erkende, at Ditte var rap paa Næverne. Det var Ditte, der kærnede Smørret, i den første Tid i en Flaske som man maatte sidde og ryste, ofte i timevis inden Smørret vilde danne sig — og nu i den nye Stavkærne. Sørine selv fik simpelthen ondt af at staa der og støde op og ned, op og ned. Ditte plukkede Bøller som blev solgt paa Torvet, løb Ærender, hentede Vand og Brænde og passede Faarene, og altsam- men slæbende paa den lille Tyksak Povl. Han græd