152 naar han ikke hang paa hendes Arm, og hun var blevet helt skæv af at slæbe paa ham. Efteraarstiden var den sværeste for Børnene at komme over. Saa satte Storsilden ind under Ky- sten, og Faderen laa nede i Fiskerlejerne — un- dertiden en hel Maaned — og tog Del i Fangsten. Sørine var svær at komme ud af det med i den Tid; det eneste der kunde gøre hende medgørlig, var Dittes Trusel om at løbe bort. Der var ikke mange Mænd paa Egnen om Efteraaret, og Sørine gik i Skræk for de vandrende Bisser. Naar de bankede paa ved Aftenstide, lod hun Ditte lukke op. Ditte var ikke bange. Dette og hendes Dygtighed gav hende moralsk Styrke i Forholdet til Moderen; hun var ikke bange for at bide fra sig nu. Hun var hurtigere paa Fingrene end Moderen baade til at flætte Vidjekurve og binde Riskoste, og lavede pænere Arbejde. Hvad de saadan lavede af Husflid, havde Sørine Lov at sælge og tage Pengene for. Hun nænnede ikke at bruge en Øre af dem, men lagde dem til Side Skilling for Skilling, til at bygge for. De maatte se at naa dertil, at Lars Peter ikke behøvede at ligge og rakke som Pranger paa Vejene, men kunde blive hjemme ved sin Avl. Saalænge Folk med Rette kunde hæfte Ordet Rakkeren paa ham, var der ingen Anseelse at vente for dem. Jord maatte de have, og dertil behøvedes Penge. Penge, Penge! det Ord sang i Sørines Sind og kogte i hendes indre Øre bestandig. Hun pugede