155 han selv var Far til — og for Ditte. Maaske holdt han, naar noget skulde være, mest af hende. Det laa til Lars Peters Natur at tage ved, dér hvor andre slap. Han var blevet blødgjort i Stedet for hærdet af al den Modgang han havde haft; hans Sind bøjede sig uvilkaarligt mod det for- sømte. Kanske var dette at han tog sig af det vantrevne, der fik andre til at mene, at alt van- trivedes for ham. Hans Jord var noget surt og sandet Stads, som ingen anden vilde sætte Plov i, hans Kone misundte ingen i Verden ham, og det meste af Kræet paa Ejendommen var Væsner, som han havde bjærget fra at blive slaaet ned paa sine Ture omkring til Gaardene. Men han havde Raad til at være lykkelig ved sit, og sætte det højere end alt hvad andre ejede og havde. Han misundte ingen, vilde ikke bytte med nogen. Om Søndagen skulde Storeklavs hvile, og det gik heller ikke an at køre omkring paa Vejene og prange. Saa krøb Lars Peter op paa Høstæn- get og lagde sig til at sove. Han fik for lidt Søvn i Ugens Løb og sov gærne til hen paa Efter- middagen, og Ditte havde sit Mas med at holde de mindre Søskende borte Ira Loen; de strejfede om derude og lavede tilfældig Støj, i Haab om at han skulde vaagne og lege med dem. Men Ditte vaagede bekymret over, at han fik udsovet. To Gange om Aaret kørte de allesammen til Marked i Hillerød paa Toppen af et broget Læs.