154 Naar Lars Peter vendte hjem og fandt Sørine galsindet og Huset paa den anden Ende, kom han ikke ud af Ligevægt for det, men fik hurtig sat Humør i Tingene. Noget bragte han altid med, Brystsukker til Børnene, et nyt Tørklæde til Mor — og kanske en Ekstra-Hilsen til Ditte fra Bedste, hvisket til hende, saa Sørine ikke hørte det. Hans Sind smittede, saa Børnene glemte deres Genvor- digheder og selv Sørine maatte le, enten hun vilde eller ej. Og som Børnene var glade for ham, var Dyrene det. De skræppede op naar de saa ham, og sprang op ad ham; han kunde slippe Grisen ud og faa den til at følge sig i den grinagtigste Galop Marken rundt. Hvor sent han saa kom hjem, og hvor træt han end var, gik han ikke i Seng før han havde været rundt og efterset, om Dyrene nu ogsaa havde faaet deres. Sørine glemte dem let og ofte var de sultne. Saa fløj Hønsene ned igen af deres Pind, naar hans Skridt lød, Grisen kom frem og kvad over Truget, og en blød Ryg smøg sig op ad hans Ben — Kat- tens. Lars Peter bragte Lykke og Glæde med sig hjem, og lykkeligere Menneske end han selv gaves vel heller ikke i Miles Omkreds. Han var glad for sin Kone saadan som hun nu engang var, mere skrap end egentlig dygtig. Færm syntes han hun var, et pokkers dygtigt Kvindfolk! Og han var kisteglad for de Unger hun gav ham, for dem