XVI STAKKELS BEDSTE E n sjælden Gang fik Ditte Lov at tage over til Bedste og være hos hende nogle Dage. Det var Faderen, der udvirkede det, og han lagde sine Ture saadan, at han enten kunde hente eller bringe hende. Bedste laa altid til Sengs, naar hun kom — hun vilde ikke staa op mere. »Hvad skal jeg vel gaa og stavre rundt efter, nu jeg ikke mere har dig. Naar jeg ligger i Sengen, sker det dog, at gode Mennesker kommer mig i Hu og bringer mig lidt Mad og gør lidt rent hos mig. — Ak ja, én havde bedst af at dø, én er tilovers,« klagede hun. Men hun stod alligevel op og satte Kaffevand over; Ditte gjorde i Orden i Stuen, der var i en sørgelig Forfatning; og de havde det hyggeligt sammen. Naar Fristen var udløben og Ditte maatte afsted igen, græd den Gamle. Ditte stod dér uden for ved Hushjørnet og hørte hende klage. Hun stod med Haanden mod Stolpen og prøvede at tage sig sammen. Hjem skulde hun, og naar hun nu skub- bede rigtig stærkt fra og kom i Kend, og hun saa løb med lukkede Øjne det første Stykke, til hun