158 ikke mere kunde høre Bedstes Graad, saa —. Men Hjærtet blev mer og mer sygt i hende, og før hun vidste af det, var hun inde igen og havde Armene om Bedstes Hals. »Jeg har Lov til at blive til i Morgen,« sagde hun. »Du narrer mig da vel ikke, Barn?« sagde den Gamle angst. »For saa bliver Sørine vist ikke god. — Ja ja,« sagde hun lidt efter — »bliv saa til i Morgen da. Vorherre ordner det nok for dig — for dit gode Hjærtes Skyld. Vi ser ikke for meget til hinanden, vi to.« Næste Dag gik det ikke bedre, Maren havde ikke Styrke til at sende Barnet fra sig. Hun havde saa meget hun skulde have Luft for, hvad forslog vel en Dag, naar der laa Maaneders Lidelser og Savn og havde hobet sig op. Og Ditte hørte alvorligt paa hende, hun forstod nu hvad Sorg og Savn var. »Du er blevet en anden derovre,« sagde Bedste — »jeg kan mærke det af den Maade, du hører efter paa. Bare Tiden inaa gaa lidt hurtigt for dig, saa du kan komme ud og tjene.« Og saa en Dag var det forbi; Lars Peter holdt der udenfor. »Nu maa du vist hjem,« sagde han og pakkede hende ind — »de Smaa græder efter dig.« »Ja dig frygter én ikke,« sagde Gamle Maren. »Men Sørine kunde vist være bedre mod hende.« »Jeg tror, det gaar bedre nu — og de Smaa er saa glade for hende. Hun er en hel lille Mor for dem.«