163 kendte dem alle; men hun havde været en rigtig doven Tøs dengang. Dersom hun nu maatte komme tilbage, skulde hun nok sørge for, at der altid var en Knald Sukker til Bedstes anden Kaffetaar — og ikke stjæle den til sig selv. Nu skulde hun nok huske at varme Stenen hver Aften og lægge den i Fodenden af Sengen, saa Bedste ikke frøs om Fød- derne. »Du har glemt Stenen igen,« sagde Bedste næsten hver Aften — »mine Fødder er som Is. Og hvordan gaar det dine? de er jo ganske kolde, Barn.« Saa tog Bedste Ungens Fødder i sine Hæn- der, til de blev varme; men hendes egne blev der ikke gjort noget ved — det var altsammen saa for- tvivlet at tænke paa nu. Hun syntes, at naar hun blot rigtig lovede Bod og Bedring, maatte der ske noget, som bragte hende over til Bedste igen. Men der skete intet! Og en skønne Dag kunde hun ikke mere, men satte i Rend tværs over Agre og Pløjejord. Sørine vilde have hende hentet hjem igen med det samme; men Lars Peter tog det mere roligt. »Nu venter vi et Par Dage,« sagde han — »det er længe siden hun har besøgt den Gamle.« Og han lagde sin Tur derover ad saadan, at Ditte fik nogle Dage sammen med Bedstemoderen. »Tag saa den Dyne med hjem med det samme,« sagde Sørine. »Nu bliver det koldt, og vi har god Brug for den til Børnene.« »Nu skal vi se,« svarede Lars Peter. Naar hun il*