162 paa Væggen inderst i Alkoven. Der havde været lunt og trygt at sove bag Bedstes Ryg. Ditte var ikke stor efter sin Alder, de strænge Kaar forsatte hende i Væksten. Men af Sind kunde hun virke ældre end hun var; hun var tænksom af Natur, og Livet havde lært hende ikke at luske udenom, men tage Byrden op. Hun fik ingen Del i Barnets Sorgløshed, men var fuld af Omsorg og Bekymring. Hun maatie bekymre sig — for de smaa Søskende derhjemme de Par Dage hun var hos Bedste, og for Bedste de lange Tider hvor hun ikke saa hende Til Straf for, at hun egenmægtig havde forlænget Besøget hos Bedste, nægtede Sørine hende i lange Tider Lov til at tage derover igen. Saa gik Ditte og tænkte paa den Gamle, til hendes Bekymring slog ud i sygelig Selvbebrejdelse. Især om Aftenen, naar hun laa og ikke kunde falde i Søvn for Kulde, kom alt det sørgelige op i hende, og hun maatte fjæle Hovedet under Dynen, for at Moderen ikke skulde høre, at hun hulkede. Saa mindedes hun alle den Gamles kære Egen- skaber, og angrede alle de Løjer og Skarnsstreger hun selv havde bedrevet. Nu kom Straffen; hun havde lønnet Bedste slet for al hendes Omsorg, derfor var hun nu ene og forstødt. Aldrig havde hun været rigtig god mod den Gamle; nu kunde hun være det — og nu var det for sent! Der var hundrede Maader at gøre Bedste glad paa, og Ditte