Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- XVI. Stakkels bedste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread.
/ Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162
paa Væggen inderst i Alkoven. Der havde været
lunt og trygt at sove bag Bedstes Ryg.
Ditte var ikke stor efter sin Alder, de strænge
Kaar forsatte hende i Væksten. Men af Sind kunde
hun virke ældre end hun var; hun var tænksom
af Natur, og Livet havde lært hende ikke at luske
udenom, men tage Byrden op. Hun fik ingen Del
i Barnets Sorgløshed, men var fuld af Omsorg og
Bekymring. Hun maatie bekymre sig —
for de
smaa Søskende derhjemme de Par Dage hun var
hos Bedste, og for Bedste de lange Tider hvor hun
ikke saa hende
Til Straf for, at hun egenmægtig havde forlænget
Besøget hos Bedste, nægtede Sørine hende i lange
Tider Lov til at tage derover igen. Saa gik Ditte
og tænkte paa den Gamle, til hendes Bekymring
slog ud i sygelig Selvbebrejdelse. Især om Aftenen,
naar hun laa og ikke kunde falde i Søvn for Kulde,
kom alt det sørgelige op i hende, og hun maatte
fjæle Hovedet under Dynen, for at Moderen ikke
skulde høre, at hun hulkede.
Saa mindedes hun alle den Gamles kære Egen-
skaber, og angrede alle de Løjer og Skarnsstreger
hun selv havde bedrevet. Nu kom Straffen; hun
havde lønnet Bedste slet for al hendes Omsorg,
derfor var hun nu ene og forstødt. Aldrig havde
hun været rigtig god mod den Gamle; nu kunde
hun være det —
og nu var det for sent! Der var
hundrede Maader at gøre Bedste glad paa, og Ditte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Tue Nov 11 10:29:16 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ditte/1/0174.html