177 skab. Vejbanen var stenhaard og knitrende, den nappede hende i Kludeskoene; i Kær og Grøfter snakkede Kulden, knæk, knæk, sagde det. Nede over Søen tonede Drøn og løb bort mod den an- den Kyst, naar Isen løftede sig for at faa Plads. Men Ditte frøs ikke, hendes Hjærte bankede vildt. Bedste dør, Bedste dør! gik det i hendes Sind, uafladeligt. Ved Midnat naaede hun frem, styrtefærdig. Hun stansede ved Gavlen for at faa Vejret; indenfor lød Bedstes hakkende Stemme. »Nu kommer jeg, Bedste!« raabte hun og pikkede paa Vinduet, Glæden hk hende til at storbrøle. »Hvor du er kold, Barn!« sagde den Gamle, da de var kommet under Dynen. »Dine Fødder er jo som en Isklump — varm dem her paa min Mave.« Ditte puttede sig ind til hende og laa stille. »Bedste! Mor ved, at du gæmmer Pengene i Dynen,« sagde hun pludselig. »Jeg har gættet det, Barn. Føl her!« Den Gamle førte hendes Haand om paa sit Bryst, hvor en lille Pakke var fæstet fast paa Særken. »Her er den, du; Maren skal nok tage Vare paa, hvad der er betroet hende. — Ak ja, det er ondt at være til for Væsner som os to, ingen er der rigtig til at tage" sig af os, i Vejen er vi overalt — og mest for vore egne. Dig kan de ikke rigtig udnytte endnu, og mig er de færdig med — jeg er udslidt. Saadan er det, ja!« Andersen Nexø. 12