176 »Det kan du jo gøre,« svarede Lars Peter og vendte sig kraftigt om mod Væggen. Saa blev der stille. Ditte laa og krøb sammen og knugede Hænderne mod Munden, hendes lille Hjærte arbejdede i Ryk, sprang og stod stille igen; Angsten for Bedste var ved at faa hende til at skrige. Kanske døde Bedste allerede i Nat! Det var saa længe siden, hun havde været derovre, Længslen overvældede hende. Hun listede Benene ud af Sengen og stak i Klude- skoene. Moderen rettede sig op: »Hvor skal du hen?« »Jeg skal bare et Ærende udenfor,« svarede Ditte med klikkende Stemme. »Smid et Skørt paa dig, det er forfærdelig koldt,« sagde Lars Peter. — »Det havde alligevel ikke været af Vejen at beholde Indretningen herinde,« brummede han lidt efter. Det varede paafaldende længe med Tøsen — Lars Peter stod op og kiggede ud. Han fik Øje paa hende langt ude paa den lyse Vej. I en Fart fik han Bukser og Vest paa og stormede ud. Han kunde se hende langt borte pile afsted, han løb og raabte, løb og raabte, hans vældige Træsko sang i Vejen. Men Afstanden mellem dem blev stadig større; tilsidst forsvandt hun for ham. Han stod en Stund og raabte, saa det gjaldede i Natte- stilheden; saa vendte han om. Ditte pilede afsted gennem det maanelyse Land-