187 geren og faldt forover som en Stolpe. Da hun kom til sig selv, laa hun med Panden mod Gulvet; den gjorde ondt, og det trak ind paa hende. Hun rej- ste sig fortumlet op. Moderen var ikke i Stuen, men Døren stod aaben. Store hvide Snefnug kom dansende ind, de lyste i det faldende Mørke. Dittes første Tanke var, at her blev koldt for Bedste. Hun stængede Døren og gik saa hen til Sengen. Gamle Maren laa sammenkrympet i et Urede af Sengklæder. »Bedste,« kaldte Ditte græ- dende og famlede sig frem til det indfaldne Ansigt — »det er jo bare mig, lille kære Bedste.« Hun tog bønfaldende om den Gamles Ansigt med sine tynde arbejdshaarde Hænder og græd en Stund; saa klædte hun sig af og krøb op i Sengen til hende. Hun havde hørt Bedstemoderen sige en- gang, om én hun blev kaldt til: Ham er der ikke noget at stille op med, han er ganske kold! Og den Tanke beherskede hende, at Bedste ikke maatte blive kold, for saa havde hun ingen Bedste mere. Hun krøb helt ind til Liget, og saadan faldt hun i Søvn af Graad og Udmattelse. Hen paa Morgenstunden vaagnede hun ved, at hun frøs; Bedste var død og kold. Det forfærde- lige stod med ét klart for hende, hun jog i Tøjet og flygtede. Hun løb markløst i Retning mod Hjemmet, men da hun naaede Vejen der drejer af mod Havet, tog hun den fat og satte Retningen mod Per Nielsens Gaard. Dér optog de hende, for- kommen og elændig. »Bedste er død!« udbrød hun