196 nøjeligt, naar de alle fire kom styrtende ham i Møde. Men oppe var de da endnu. Børnene stod alle fire ude ved Landevejen og ventede paa ham; de mindre turde ikke være i Stuen. Han stod som forstenet og holdt sig i Vognen, mens Ditte grædende fortalte, hvad der var sket; det saa ud, som den store stærke Mand skulde falde helt sammen. Saa samlede han sig og fulgte dem ned mod Huset, mens han snakkede godt for dem; Storeklavs fulgte af sig selv efter med Vognen. Han hjalp Ditte med at lægge de andre i Seng. »Kan du passe de Smaa i Aften?« spurgte han, da de var færdige. »Jeg maa køre til Staden og hente Mor — det hele er jo bare en Misforstaaelse!« Hans Stemme var hudløs. Ditte nikkede og fulgte ham ud til Vognen. Han vendte og satte Køretøjet i Gang, tungt gik det; og pludselig gjorde han Holdt. »Du ved jo bedst Besked, Ditte,« sagde han. »Du maa jo kunne sige god for din Mor?« Han holdt stille og lyttede, men saa ikke paa hende. — Der kom intet Svar. Saa vendte han langsomt Køretøjet og gav sig til at spænde fra.