195 »Las Peter!« skreg hun hjærteskærende ud i Mør- ket; de raaatte bringe hende op paa Vognen med Magt. Inde fra Stuen lød Børnenes Skraal. Denne Lyd fik Ditte til at glæmme alt andet og springe frem. En af Mændene greb hende i Armen men slap hende igen paa et Vink fra den anden. »Hører du til her?« spurgte han. Ditte nikkede. »Gaa saa ind til dine smaa Søskende og sig, at de ikke skal være bange. — Kør saa, Kusk!« Sørine jog som et Lyn begge Ben ud over Vogn- fadingen, men Betjenten holdt hende. »Ditte, hjælp mig!« skreg hun, idet Vognen svingede op mod Vejen og forsvandt. * * * Idet Lars Peter vilde dreje op paa Landevejen ved Landhandelen, omtrent en halv Mil fra Skade- reden, jog Køretøjet forbi deroppe; han skimtede Uniformshuerne i Skæret fra Butikslampen. »Øv- righeden er nok paa Tæerne iaften!« tænkte han og skuttede sig. Han drejede op paa Vejen og faldt igen hen i sin lykkelige Brummen, mens Pisken mekanisk tjattede Storeklavs over Byggen. Han sad forover og tænkte paa dem derhjemme, paa hvad Sørine vel havde til ham i Aften — han var hungersulten, og paa Børnene. En Skam var det, at han var blevet forsinket — det var saa for-