Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Pølseslagteren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
87
vel rigeligt som den, der holdt det hele oppe, og
gav ondt af sig for et godt Ord. Lars Peter lod
saa være at blande sig i Sagerne og gik uden om,
han holdt af at have Fred inden Døre.
Men en Dag rev det for Alvor ud. Johannes
havde en Gang for alle forset sig paa Storeklavs,
og en Dag Lars Peter ikke var til Stede, trak han
den ud af Stalden og spændte den for, han vilde
lære den at være manerlig sagde han til Børnene.
Det kneb for ham at faa den for Vognen, den
piskede truende med Halen og viste Tænder, og
da han vilde have den i Gang, rørte den sig ikke
alt det han pryglede den. Tilsidst sprang han af
Vognen, ude af sig selv af Raseri; han tog en
Svingel af Harven og gav sig til at slaa den over
Knoglerne med det tunge Træ; Børnene skreg.
Hesten stod og rystede, badet i Sved, dens Flanker
gik ud og ind. Hvergang han sprang ind paa den,
slog den bagop, saa Ilden gnistrede af Vognbe-
slaget. Endelig opgav han Kampen, kylede sit
Vaaben fra sig og gik ind paa sit Kammer.
Ditte havde forsøgt at lægge sig imellem, men
var blevet slængt til Side, nu kom hun hen til
Hesten. Hun fik den spændt fra, gav den Vand
at drikke og lagde en vædet Sæk over dens saarede
Kryds, mens de mindre grædende gav den Brød.
Lidt efter kom Johannes ud og var klædt om,
han saa ikke paa nogen, men spændte hurtig for
og. kørte bort. De smaa kom frem af deres Gem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
