Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Den ny Verden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
9 *
131
for. »Her løber han og snuser, den lede Pukkel-
ryg!« skreg hun, endnu helt ude af sig selv —
»og
spaserer lige ind i andre Folks Stuer som var de
hans egne. Og Stodderen det Kvaj tør ikke engang
ta ham i Nakken men lusker af. Jo, det er kønne
Mandfolk, dem her i Klitten; en maa selv værge
om det hele, Føden og Skammen og alt! Havde
endda Sønnen levet; men han maatte jo omkomme;
for at en kunde være alene om
alting!« Hun slog
Forklædet for Ansigtet og gav sig til at græde.
»Er han da druknet?« spurgte Ditte medfølende.
»Jeg har saamænd siddet og græmmet mig over
det hele Dagen; jeg tror aldrig, jeg slipper for ’ed.
Derfor gaar en og har ingen Glæde her i Livet,
fordi man altid maa tænke paæ Drengen —
det er
en stor Underbalanse. Kan godt være, det er
dumme Taarer man græder, men naar man nu
ikke kan komme fra ’ed. Han gaar aldrig Glip —
det er Ulykken! Og det er jo for den lumpne
Maade, han kom af Dage paa. Var han blevet
slaaet med Sygdom og Vorherre havde rørt ved
ham —-
det var noget andet. Saa maatte en
sige
til sig selv, at kunde han ikke leve, ja saa maatte
han dø —
saa maatte han jo dø! Men det, at han
var stor og frisk og saa blev ta’et hen paa den
lumpne Maade —
en ka aldrig glæmme det. Det
var jo Farbroren, der vilde ha ham med ud paa
Andejagt. Jeg gik og holdt igen, men
Drengen
skulde jo ud i det, og havde ingen Ro før han kom
afsted og tik Hodet knust. Aa jo Mor, sa han,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
