Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Pandekagehuset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138
Lejet —
groede op ad Brønden, og paa den lille
Brøndvippe danned en gammel Kværnsten Mod-
vægten. I Vinduskarmene stod Potteplanter med
røde og blaa Blomstei-, og bag ved dem sad en
gammel Kone og kiggede ud. Hun havde hvid
Kappe paa, og den gamle Mand havde snehvidt
Haar. Naar Vejret var til det, gik han bestandig
uden for Huset og puslede, han rev og pyntede.
Og engang imellem kom den gamle Kone frem i
Døren og roste ham. »Nej, saa pænt du dog laver
det, lille Far!« sagde hun. »Ja, det er til dig, lille
Mor,« svarede han og de lo til hinanden. Saa tog
han hende ved Haanden, og de trippede hen og
satte sig i Skyggen under Hylden; de lignede et
Par Børn. Men hun vilde snart ind til sit Vindu
igen, og længere end til Hylden havde hun ikke
været i mange Aar, sagdes der.
De gamle Folk holdt sig for sig selv og gav sig
ikke af med nogen, men naar Lars Peters Børn
kom forbi, nikkede Konen altid ud og smilede.
Og de gjorde sig Ærende forbi adskillige Gange i
Dagens Løb, der var noget ved det lille pæne Hus
og de to gamle Mennesker, som trak. Den samme
Renhed og Orden, som prægede Huset, hvilede
ogsaa over deres Samliv; der var ingen i Lejet som
vidste andet end godt at sige dem paa.
Børnene kaldte sig imellem Huset for Pandekage-
huset, og forestillede sig alt muligt skønt og her-
ligt inden for dets Døre. Og en Dag tog de hin-
anden ved Haanden alle tre og gik hen og bankede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
