Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Pandekagehuset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
læmpelig sat paa Døren, nu var de to Gamle trætte.
Povl lagde sin Kind ind til den gamle Kones Kjole.
»Kan li’ dig!« sagde han.
»Aa herregud, det lille Menneske! Hørte du det,
Far?« sa’e hun og virrede med det visne Hode.
Kristian syntes ogsaa, han skulde vise sin Er-
kendtlighed. »Hvis der er et Ærende eller noget, saa
sig det bare,« sagde han og slog med Hodet —
»jeg kan godt løbe hurtigt!« For at vise, hvor flink
han var til Bens, pilede han hen ad Gangstien. Et
Stykke henne stansede han og vendte sig trium-
ferende. «Saa hurtigt skal jeg løbe!« raabte han.
»Ja tak, vi skal nok huske paa dig,« nikkede
de to Gamle.
Det lille Besøg blev Indledningen til et fornøjeligt
Bekendtskab. De gamle Mennesker havde faaet en
egen Kløe i Fingrene; de fangede selv Børnene
ind, og satte sig ud over de smaa
Ulæmper der
fulgte med. Tumle fik Børnene ikke Lov til —
det
kunde de gøre ude i Klitten; de maatte sidde pænt
stille. Og saa fortalte den gamle Mand en Historie,
eller han tog sin Fløjte og spillede for dem. Naar
Børnene kom hjem og fortalte Ditte, hvad de havde
oplevet, tindrede deres Øjne og de var mere stille
i det end ellers.
Saa gik Ditte den følgende Dag og pønsede paa,
hvordan hun skulde bære sig ad med at gøre de
gamle Folk en Tjeneste til Gengæld for deres God-
hed mod Børnene, og naar det kneb, tog hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
