Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Hjemvé
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
fremfor alt Landevejen! Der færdedes jævnlig Folk
ad den; var hun heldig, kunde hun træffe til at
genkende nogen der hørte til nede omkring Lejet.
Det var straks som om
nogen havde tænkt venligt
paa hende —
det husvalede Sindet. Var det Vor-
herre mon?
I Dittes Verden troede man ikke uforbeholdent
paa Vorherre men lod det staa hen. Noget selvind-
lysende Bevis for hans Eksistens afgav Fattigmands
Tilværelse just ikke; var han til, holdt han vel
nærmest med de Store. Det var da ogsaa altid
dem der pukkede paa ham, og henviste til ham
naar de skulde have Smaafolk til at gaa i Tøjet.
Saadan havde Bedste set paa det —
og Lars Peter,
de to eneste Mennesker Ditte havde Grund til fuldt
ud at forlade sig paa. Det kunde i al Fald ikke
nytte noget at vende sig den Vej med sine Klager,
Erfaringen viste det med tilstrækkelig Tydelighed.
Præsten sagde nok at man skulde kaste al sin
Sorg paa Vorherre, men advarede én paa samme
Tid stærkt imod at give ham Skylden for sin
Elændighed.
Men Ditte havde en ubevidst Trang til at vende
Ansigtet opad mod Lyset, især naar der mødte hende
noget uventet godt. Det onde tog man selv Skylden
for —
siden det nu engang ikke kunde være andet;
men man maatte have et Sted at vende sin Tak-
nemmelighed hen. Og saa blev det alligevel Himlen.
Deroppe sad i alle Fald Bedste, for hun var i
Himlen, det kunde der kun være én Mening om.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
