Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Hjemvé
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
21
Og saa kunde det jo godt være man var nødt til
at gøre Plads for Vorherre ogsaa
—
for Bedstes
Skyld altsaa! Ditte tænkte meget paa Bedste i denne
Tid, og det kunde igen hænde at hun kaldte højt
paa hende. Hun trængte til i al Fald én, der saa
hvor trist hun havde det
En Dag hun laa og var allermest ulykkelig, stod
Bedste pludselig bøjet over hende. »Kom nu, Ditte-
mor,« sagde hun, »saa flyver vi to hjem til Lejet.«
»Men du har jo ingen Vinger,« sagde Ditte og brølede
endnu stærkere, l’or Bedste var blevet endnu mere
skrutrygget. »Det gør ingenting Barn, vi trækker
bare Benene godt op under os —
helt op under
Skørterne!« Og saa fløj de virkelig, op over Bak-
kerne og ned gennem Dalene; naar de kom for
nær Jorden, trak de blot Benene endnu højere op
under Skørterne. Og med et var de lige over Lejet,
Lars Peter stod dernede med et stort Garn til at
opfange dem i; »Ditte!« raabte han.
Ditte vaagnede og sprang forskrækket op, oppe
fra Agrene blev der kaldt paa hende. Det var Karl,
Bakkegaardssønnen, han gik og drev Kreaturerne af
Kornet. Hun var helt lammet af Skræk og sansede
ikke engang at løbe hen og hjælpe ham. Saa kom
han langsomt ned til hende, han gik altid og trak
tungt paa Benene, og saa ud som var han led ved
det hele. »Du var nok faldet i Søvn,« sagde han
med et svagt Anstrøg af Spydighed. Saa op-
dagede han at hun havde grædt, og saa alvorligt
paa hende; men han sagde ikke noget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
