Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Hjemvé
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23
»Det er ikke noget at le af!* sagde han krænket
og gik.
Lidt henne stansede han. »Vær du glad for, at
det ikke var Mor, der kom og traf Kvæget i Kornet,«
sagde han.
»Siger du det da ikke til din Mor?« spurgte Ditte
forbavset —
det var ikke faldet hende ind at hun
skulde gaa fri.
»Nej, hvorfor skulde jeg vel det?«
Nej, hvorfor? hvorfor egentlig? »Men du skal jo
ha’e Gaarden,« faldt det hende pludselig ind.
»Naa ja —!« Han smilede lidt ved det —
til
Dittes store Forbavselse. Hun troede slet ikke han
kunde.
Hun stod og saa efter ham og havde helt glæmt
sit eget. Han gik som en gammel Mand —
eller
en der var født under Forbandelsen. Han havde
nok ikke haft megen Glæde han —
der sagdes at
hans Mor slog ham endnu. Og meget værre Ting
sagdes der! Ditte gøs
—
—
hun vilde ikke tænke
paa alt det.
Men det var ikke altid let at slippe for. Madam-
meine fra Overdrevet gjorde sig Ærende her forbi
for at spørge hende ud, tilsyneladende om ganske
uskyldige Ting. Og naar de saa havde faaet Svar,
nikkede de og kneb Munden sammen —
som havde
de faaet de frygteligste Ting bekræftet. Men Ditte
var ikke til Sinds at løbe med Sladder om dem
hun hørte til; hun besluttede at tage Vare paa sin
Mund.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
