Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Sommerdag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
opdagede hun sit eget Blod paa Malkeskamlen. Det
svimlede for hende, ingen havde talt med hende
om hvad der vilde komme, hun havde ingen Mor
haft til at føre sig nænsomt ind i Livets Myste-
rium. Nu blev hun kastet brutalt ind i det, dets
Symbol Blodet forbandt sig med saa megen anden
Uhygge i hendes opskræmte Fantasi. Hun vaklede
ind, hvid af Skræk.
I Porten mødte hun Karl. Han spurgte hvad hun
fejlede, og fik med noget Besvær fat i saa meget,
at han gættede Aarsagen til hendes Angst. Han
smilede godsindet, og det beroligede hende, det
var noget nær første Gang hun saa ham smile.
Men saa blev han alvorlig. »Det skal du ikke
være ked af du,« sagde han og strøg hende om
Kinden, »for det betyder jo kuns, at du nu er ved
at blive et voksent Kvindfolk.«
Ditte var ham oprigtig taknemmelig for hans
Trøst; hun var ikke ked af, at han var blevet
hendes Fortrolige i dette. For hende var han ikke
netop nogen Mand, men et menneskeligt Væsen,
en hjælpeløs én, der ofte havde trængt til hende
og nu havde givet hende en Haandsrækning igen
—
det var saa lige til. Det forandrede ikke noget
i deres Forhold ud over det, at det skabte Gensi-
dighed i Fortrøstningen. Hun havde ogsaa én,
hun kunde vende sig tillidsfuldt til naar det kneb.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
