Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Sørine vender Hjem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
sagde hun. »De deler altid med hinanden, naar de
har noget.« Og de tog saa smaat ved Lære. De
større løb ikke fra de mindre mer, men holdt dem
pænt i Haanden —
i al Fald saa længe hun kunde
holde Øje med dem !
Hun stod oppe paa Bakken og saa efter dem,
som de tumlede afsted mod Hjemmet igen. Der
opstod jævnlig Rivninger mellem dem, men saa vendte
de uvilkaarlig Hodet og skottede hagud; og saa
snart de saa at hun stod der endnu, fik de hin-
anden ved Haanden igen. Hun lo. »Jo, jeg kan
godt se jer!« nikkede hun.
Ditte stod og faldt i Tanker over dem, da hun
oppe fra Landevejen hørte en mærkelig kendt Lyd.
Øverst paa Bakken dukkede et Syn frem og be-
vægede sig nedad, et Køretøj der skumplede afsted
forspændt med et stort fantastisk Væsen, et Skrummel
af en Hest. Den stolprede varsomt frem paa lodne
vældige Koder, der lignede slidte Riskoste som
fejede Vejstøvet sammen, og Køretøjet vrikkede
frem bag den. Fra den ene Vejside til den anden
gik det; og oppe paa Vognen sad en svær sammen-
sunken Skikkelse og svippede avtomatisk med en
lang tynd Kæp.
Ditte sprang af Glæde tværs over Stub og Agre
paa de bare Fødder, løb som var hun fra Sans og
Samling. Lars Peter løftede Hodet ved hendes
Kalden, Storeklavs gik umærkeligt i Staa.
»Er det dig min Tøs,« sagde han og smilede —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
